Logo-Fotoklubben-Guldborgsund-test-til-web-filteredunder aktuelle udstillinger nævnes udstillinger i det østlige Danmark som kan have interesse for klubbens medlemmer:


 

Jesper Helbo: “The Void” // Soloudstilling på VESS   

VESS, 3. oktober – 16. oktober, 2014

For anden gang på to år udstiller fotografen Jesper Helbo på VESS, men denne gang indtager han de indbydende lokaler alene. Udstillingen hedder The Void (Tomrummet) og består af 13 sort/hvide fotografier samt et digt, der former den metaforiske rygrad, projektet hviler på.

Udgangspunktet for Jesper Helbos arbejde finder man altid i det analoge fotografi. Han har valgt dette medie grundet dets uforudsigelige natur, og fordi det binder ham til tiden på en konkret og fysisk måde. Kameraet og filmen er – med hans egne ord – uundværlige medspillere i min kreative proces.

    “They all stood motionless, side by side in a ceaseless formation
    Dark columns erected by the past
    Some carved by delicate fingers, others by a simpler plan
    In unity they remained transfixed, without questions or doubt
    Tier upon layer upon row upon line”

Det ovenstående er fra førnævnte digt og giver et indblik i Jesper Helbos tankegang. En tankegang, der skaber en visuel surrealistisk transition fra det ordinære til det ekstraordinære. En bygning indeholder potentialet til at blive en figurativ enhed med et kropsligt ydre og indre. Facaden bliver til hud. Ledningerne bliver til blodårer. Vinduerne bliver til øjne, og søjler, piller og støttevægge bliver skelettet, der former den scene, i hvilken anonyme menneskelige deltagere vil udfolde “livets spil”. Som i værket IX, i hvilket man ser en bænk viklet ind i haveslange. Umiddelbart et simpelt, aflæseligt motiv, men i Jesper Helbos optik transformeres scenen til noget ganske andet. Pludselig fremstår bænken som en levende skabning (et monster måske), der drager os i mod sig med sine fangarme. En ny logik opstår, og billedet får lov til at ånde friere.

Og det er netop det, The Void gør. Placerer sig i grænselandet mellem en registrerende fotografisk virkelighed og det underbevidste. Et labyrintisk univers, der udfordrer vores ide om hvad vi oplever som værende rationelt, konkret og sandt.

VESS
Oehlenschlægersgade 36
1663 København V
Åbningstider: man-fre 14.00 – 19.00, lør-søn 12.00 – 17.00

 


 

Stephen Gill udstiller i Galleri Image

29. september – 26. oktober, 2014

Galleri Image præsenterer udstillingen Stephen Gill. Series Photographs af den anerkendte kunstner Stephen Gill. Udstillingen fokuserer Gills nyeste billedserie Best Before End, men inkorporerer ligeledes retrospektive elementer i form af et udvalg af kunstnerens fotobøger og et diasshow.

Best Before End består af fotografier, der er printet af negativer, som er blevet kogt i energidrikke. Denne proces har blødgjort filmemulsionen, der har forårsaget motivforskydninger og forstyrrelser. Resultatet af denne kunstneriske praksis er en serie fantastiske, abstrakte og farvestrålende værker, der på fin vis reflekterer den hektiske, urbane nutidige livsstil.

Series Photographs er Gills første soloudstilling i Danmark

Galleri Image
Vestergade 29
8000 Aarhus C
Åbningstider: Tirsdag – søndag kl 13 – 17

 


 

Fotokunst på Louisiana

Efterårets præsentation af samlingen sætter fokus på fotografiet som kunstnerisk medie og viser værker, der udfordrer og undersøger fotografiets særlige tilknytning til virkeligheden. Fælles for de udstillede værker er, at de genfortolker klassiske motiver som landskab, portræt og arkitektur.

Fotografiet er stadig et relativt ungt medie – især i kunstsammenhæng. Selv om det blev opfundet i 1839, blev fotografiet først anerkendt som kunstnerisk udtryksform i 1980’erne. I dag står fotografiet ligeværdigt ved siden af maleri og tegning og har nået en alder, hvor kunstnerne reflekterer over mediets specifikke vilkår og præmisser.

Det moderne digitaliserede fotografi er, i modsætning til det analoge fotografi, opløst i små enheder, kaldet pixels, som kan bearbejdes stort set efter forgodtbefindende. Digitaliseringen har gjort det meget mere enkelt at manipulere billedet, og det overbevisende resultat rokker fundamentalt ved forestillingen om fotografiet som et objektivt, nøgternt registrerende sandhedsvidne. I stedet for at dokumentere det afbildede motiv, muliggør det digitale fotografi en billedpraksis, hvor fantasi og fiktion trives lige så frodigt som i andre medier.

Louisiana
Gl Strandvej 13, 3050 Humlebæk
TIR-FRE 11-22
LØR-SØN 11-18
HELLIGDAGE 11-18
MANDAG LUKKET

 


 

Rejse i Tyrkiet – særudstilling i Davids Samling

Davids Samling, 12. september, 2014 – 1. marts, 2015

Inviteret af nogle tyrkiske venner i Randers tog Finn Larsen for første gang til Tyrkiet i 1983. Siden er han vendt tilbage med jævne mellemrum for at gense og fotografere et land og en befolkning, der har grebet ham, fagligt og som menneske.

De udstillede værker er et personligt portræt af Tyrkiet. Ikke af turistattraktionerne, men af det almindelige Tyrkiet, med VEJEN som det centrale element. På rejser foretaget mellem 1988 og 2013 indfangede Finn Larsen det udvalg af steder, som her kan ses hver for sig eller som en helhed. Nogle steder registreres lidt på afstand, bag bilens ruder, andre er man helt tæt på. Der er ingen rute. Vejen går hverken fra øst mod vest, eller omvendt. Det er en rejse midt i det hele. Midt i Tyrkiet, midt i hverdagen.

Davids Samling

Kronprinsessegade 30
1306 København K


Kommende udstillinger i Det Nationale Fotomuseum

Cooper & Gorfer: The Weather Diaries

1. november 2014 - 21. marts 2015

Fabulerende fotografier af den amerikansk/østrigske kunstnerduo Cooper & Gorfer.
Den Sorte Diamant
Det Kongelige Bibliotek
Søren Kierkegaards Plads 1
DK-1016 København

 


Fotoklubben Guldborgsund